Driftplanlægger med teknisk interesse og flair for optimering

Vil du være med til at sikre den mest effektive og økonomisk optimale drift af vores energianlæg – både i dag og i fremtiden? Har du interesse for procesoptimering, termodynamik og driftsplanlægning? Så er du måske vores nye kollega!

Om jobbet og rollen
Vi søger en engageret og teknisk stærk driftsplanlægger, der kan være med til at sikre, at vores energiproduktion altid er planlagt og udført på bedste vis. Du vil se på tværs af anlæg, energipriser og funktioner for at skabe bæredygtige og økonomisk optimale driftsplaner. Opgaverne spænder fra analyser og metodeudvikling til praktiske implementeringer.

Silkeborg Varme har de seneste år sat gang i flere initiativer med fokus på effektivisering, reduktion af CO₂-udledning og udvidelse af fjernvarmen til de omkringliggende byer. Din stilling er en del af disse nye tiltag, og du vil derfor få en unik mulighed for at være med til at forme fremtiden inden for dit område.

Efter en grundig oplæring vil du gradvist få ansvar for opgaver relateret til vores driftsplanlægningsværktøj. Du får rig mulighed for at søge læring, da du bliver en aktiv del af samarbejder, udviklingsprojekter og erfaringsgrupper sammen med andre aktører i branchen.

Du bliver en del af et hold på 33 engagerede kollegaer hos Silkeborg Varme i et arbejdsmiljø præget af ordentlighed, respekt og åbenhed – her er der altid plads til at sige sin mening. I hverdagen vil du have tæt kontakt med driftsorganisationen, mens din faste base bliver på hovedkontoret på Tietgensvej i Silkeborg. 

Dine primære opgaver bliver at:

  • Planlægge og optimere el- og varmeproduktionen, så anlæggene udnyttes bedst muligt.
  • Implementere og videreudvikle optimeringsværktøjer til driftsplanlægning.
  • Analysere scenarier og data for at styrke driftens økonomiske robusthed.
  • Bidrage med en databaseret tilgang til den tekniske udvikling af anlæggene og deres processer.
  • Samarbejde tæt med driftsorganisationen og holde dig opdateret på regler og markedsforhold.

Din profil

Du kan fx være kandidat i anvendt matematik, datalogi, software engineering eller fysik. Måske er du ingeniør med erfaring fra energianlæg og numerisk optimering – eller maskinmester med programmeringserfaring og kendskab til el-markederne. Uanset din indgangsvinkel er det vigtigste, at du har lyst til at bruge din viden til at udvikle og optimere vores el- og varmeproduktion.

Vi forestiller os, at du:

  • Trives med ansvar og samarbejde på tværs af fagområder.
  • Har en analytisk tilgang og evner at omsætte teori til praktiske løsninger
  • Kan programmere i Python (et krav).
  • Har kendskab til Solver-universet Gurobi (en fordel, men ikke et krav).
  • Har erfaring med energisystemer, markedsmekanismer og risikostyring (en fordel, men ikke et krav)

Proces for rekrutteringen:

Ansøgningsfrist den 5. oktober. Vi vurderer ansøgningerne løbende, så vent ikke med at sende din ansøgning. Vi forventer at afholde første samtale den 10. oktober og anden samtale den 21. oktober 2025 med forventet opstart den 1. december 2025. 

Kommer du videre til anden samtale og takker ja til denne, vil du blive bedt om at udfylde en PeopleTools personprofil, som du får en personlig tilbagemelding på. Hertil kan du forvente at få en case til anden samtale.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning og CV hurtigst mulig ved at trykke "ANSØG" herunder. Ansøgninger, der ikke kommer via linket, kommer ikke i betragtning. Alle henvendelser behandles fortroligt og med diskretion.

Har du spørgsmål til stillingen, så er du velkommen til at kontakte:

  • Fjernvarmechef Jens Østergaard Jørgensen, tlf. 2940 7290
  • Projektleder Jakob Munch, tlf. 2142 7183

Stillingen er en fast fuldtidsstilling med løn efter kvalifikationer og i henhold til Industriens Overenskomst samt lokalaftaler. Hertil tilbyder vi en sundhedsforsikring.

Silkeborg Forsyning ønsker at fremme ligestilling og mangfoldighed. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge stillingen - uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.

Om Silkeborg Forsyning

I Silkeborg Forsyning er vi omkring 200 kompetente og engagerede kolleger, der i samarbejde med eksterne leverandører hver dag leverer komfortabel, stabil og konkurrencedygtig fjernvarme og rent og velsmagende drikkevand til mange tusinde kunder i Silkeborg Kommune. Vi står også for den miljøbevidste håndtering af affald og spildevand i hele Silkeborg Kommune.

Samlet set når vi alle Silkeborg Kommunes omkring 94.000 borgere med en eller flere af vores ydelser. Vores kunder er meget vigtige for os, og vi vil fortsat forbedre og videreudvikle kundeoplevelsen. Vi lytter til vores omverden og skaber innovative forsyningsløsninger i samspil med vores kunder og interessenter med fokus på miljø, klima og forsyningssikkerhed.

Læs mere her: https://www.silkeborgforsyning.dk/

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist:
Kontaktperson:
Jakob Munch jmu@silkeborgforsyning.dk
Kontaktperson: Jens Østergaard Jørgensen, tlf. 2940 7290
Arbejdstid: Fuldtid
Stillingskategori: IT, ingeniør og energi
Geografi: Region Midtjylland
Ansættelsesvilkår: Fastansættelse
Afdeling:
Projektafdeling
Silkeborg Forsyning
Tietgensvej 3 8600 Silkeborg
mail@silkeborgforsyning.dk
CVR